Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om os

Om os

Vi har indrettet Børnehuset Kingo ud fra grundtanken om "Det lille trygge sted i det store hus": Forældre og personale ved Børnehuset Kingo ønsker sammen at skabe nogle trygge rammer for børnene, således hvert enkelt barn får optimale muligheder for en god og sund udvikling, såvel psykisk som fysisk. Vi ønsker at give børnene, både som enkeltpersoner og som gruppe, et fundament, der giver mod på og lyst til nye udfordringer.

 Vi vil skabe nogle rammer, der giver hvert enkelt barn mulighed for at erobre verden og drage sine egne erfaringer på egne præmisser, hvor vi som voksne hjælper, vejleder og guider børnene, når der er behov for det. Vi vil som personale være nærværende, støttende og hele tiden være bevidste om, at vi både i vores samspil som gruppe og som enkeltpersoner er rollemodeller for børnene. 

Vi vil skabe tryghed og give børnene succeser, der styrker dem i at vælge, sige ja og nej i deres samspil med andre og derved skabe grobund for en god barnetid fuld af sjov og muligheder. I det daglige arbejder vi med udvikling af børnenes kompetencer (f.eks. socialt samspil, motorik, sprog/ kommunikation) ud fra respekten for det enkelte barn. Vi mener, det er vigtigt, at det enkelte barn føler sig værdifuldt, som den person det er og ikke kun for, hvad det kan (god til at synge, tegne, tale og lign.). Vi arbejder ud fra de samme principper for de voksne, og er meget opmærksomme på, at vi i vores samspil er rollemodeller for børnene. 

Børnehusets nærmiljø

Børnehuset Kingo ligger tæt ved de grønne områder ved Hjørring Bjerge og tæt på byen. Vi har ladcykler, barne-/klapvogne så vi let kan komme omkring med en lille gruppe børn. 

Grupper 

Børnehuset består af en vuggestue, mixgruppe og en børnehave afdeling.

Vuggestuen er fordelt på 3 grupper (fra opstart og til ca. 2,5 år). Når børnene bliver ca. 2,5 år kommer de i mix-gruppen med de yngste børnehavebørn, hvor de er til ca. 3,5 år (når de er ble fri og ikke skal sove middagslur længere). I samarbejde med forældrene, vurderer vi om barnet er klar til at komme videre til en af de større børnehavegrupper, hvor de går frem til skolestart.  

Hvordan og med hvem samarbejder vi

Vi samarbejder med Mulbjerg- Højene- og Lundergårdskolen og vi har altid børn til alle 3 skoler. Vi samarbejder også med musikskolen, biblioteket, teateret, UCN, m.fl.  

Hverdagen 

Vi åbner i Børnehuset Kingo kl. 06:30 og lukker kl. 16:30, dog kl. 16:00 om fredagen. 

Der er mulighed for at søge udvidet åbningstid grundet uddannelse eller arbejde i tidsrummet kl. 06:00-06:30 og sidst på dagen i tidsrummet 16:30-18:00 (mandag til torsdag) og 16:00-17:00 (fredag). Ved behov kontaktes personalet. 

Der serveres morgenmad fra kl. 6:30 til kl. 7:10.

I Børnehuset serverer vi morgenmad, som cornflakes, havregryn og havregrød med banan – der kan drysses med æble og/eller rosiner. 

Ca. kl. 8:30 må børnene tage en mad af madpakken. Det kan være en fordel for de yngste at have en lille ekstra madpakke med til om formiddagen, da det kan være svært kun at spise lidt af sin spændende madpakke og gemme resten til middag.  

Vi vil gerne have, at børnene er her inden kl. 8:15, der holder alle grupper samling. Bagefter spiser vi formiddagsmad. 

Ca. kl. 11 spiser vuggestuen de medbragte madpakker, børnene spiser enten på deres stue eller i køkkenet. Herefter bliver de skifter og kommer ud at sove en middagslur. 

Vi serverer mælk til frokost i vuggestuen. I børnehaven har børnene sin egen drikkedunk med. 

Fra kl. 11:00 og til ca. kl. 13,00 åbner børnehavens køkken og børnene kan komme i “caféen” og spise medbragte madpakker. Vi vægter legen højt i vores hus, derfor giver vi plads til, at børnene kan “lege færdig” inden de skal rydde op og gå ud og spise. Dog er der altid voksne i “caféen” der holder styr på om alle får spist og ca. kl. 12, skal de sidste ind og spise. 

Kl. ca. 14 spiser vi eftermiddagsmad i både vuggestue og børnehave. Børnene kan spise en mad fra madkassen eller spise et stykke medbragt frugt. 

Fødselsdage 

Når barnet har fødselsdag fejrer vi det i Børnehuset Kingo med sang og hurra. Der skal ikke medbringes noget hjemmefra.

Udeliv

Vi er ud i alt slags vejr. Så det er vigtigt, at børnene har tøj med, der passer til årstiden og skiftetøj i skabet. Husk navn i alt, da der kan være mange ens støvler, flyverdragter osv. i samme størrelse. Om vinteren er det vigtigt, at børnene har to sæt udetøj og støvler. Når vi går på tur, tager vi nogle gange madpakkerne med. Børnene skal have en lille rygsæk med hver dag, der sidder godt på skuldrene og på ryggen (og det må godt kunne spændes foran på brystkassen). 

Fra ca. 1 april til ca. 1. oktober skal alle børn være smurt i solcreme hjemme fra. Personalet smører børnene til middag (og/eller ved behov). Hvis ikke de kan bruge Børnehusets solcreme, skal i selv medbringe. 

Faste aktiviteter.

  • Sistema.
  • DGI
  • Teater
  • Temauger med forskellige emner
  • Traditioner

 

Pædagogiske læreplaner og evalueringer

Den pædagogiske læreplan

Der er et krav i dagtilbudsloven om at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan, som beskriver arbejdet med alle børns læring, trivsel, udvikling og dannelse.

Den pædagogiske læreplan indeholder

  • Det fælles pædagogiske grundlag med ni tematikker
  • Beskrivelse af seks læreplanstemaer
  • Pædagogiske mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børnenes læring

Vores pædagogiske læreplan udgør således rammen og den fælles retning for vores pædagogiske arbejde i Børnehuset Kingo og beskriver hvorledes vi gennem hele dagen etablerer et pædagogisk læringsmiljø, der sikrer trivsel, læring og udvikling for alle vores børn

Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan

Den pædagogiske læreplan skal evalueres mindst hvert 2. år med henblik på at udvikle arbejdet med det pædagogiske grundlag, læreplanstemaer og læringsmiljøet. 

Vores evaluering indeholder en vurdering af sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse i den sidste 2-årige periode, en vurdering af organiseringen af vores evalueringskultur og fremtidige fokusområder.

Samarbejde om dit barns udvikling, læring og trivsel

I Børnehuset Kingo Hjørring arbejder vi målrettet med at skabe forudsætningerne for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse sammen med forældrene. Kun igennem et tæt samarbejde med jer forældre kan vi sikre, at vores pædagogiske arbejde tager udgangspunkt i jeres barns forudsætninger, så de får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig.

Hertil anvender vi ”Samspillet” i Hjernen&Hjertet. Samspillet hjælper os med at sikre, at der er en systematik og en kontinuerlig dialog. Redskabet hjælper os også med at få aftalt fremadrettede fokuspunkter og handleplaner for det enkelte barn i samråd med jer forældre.

I Hjernen og Hjertet findes andre fagrettede redskaber og foruden Samspillet bruger vi også sprogmodulet til sprogvurdering og dertil hørende handleplaner.

I Børnehuset Kingo har vi et forældreråd, der består af forældre fra både vuggestue og børnehave. De mødes ca. 4 gange om året og vender forskellige problematikker i hverdagen og forbereder forskellige aktiviteter eks. sommerfest og juletamtam. Der er valg til forældrerådet hver år i september. 

Pædagogiske tilsynsrapporter

I Hjørring Kommune har Børne-, Fritid-, Undervisningsudvalget den 17.6 2019 besluttet, at tilsynsrapporter fra alle dagtilbud skal offentliggøres.

Den pædagogiske tilsynsrapport udarbejdes hvert andet år, og vil umiddelbart derefter blive offentliggjort her på hjemmesiden.

Rapporten er udarbejdet på baggrund af Kids observationer.